Jens Jensen

Oplysninger om Jens Jensen

Nykøbing Falster sogn, film M672A:
Afgang fra Nykøbing F sogn
28. februar 1839 Jens Jensen, 19 år, garverlærling
Hvorhen bortrejse: København
Bemærkninger: Godt skudsmål

- - -
Store epidemier

Det er yderst vanskeligt for et nutidigt menneske at sætte sig ind i den plage, de smitsomme sygdomme i ældre tid betød for dagligdagen. Disse epidemier væltede med mellemrum ind over land og by - sommetider uregelmæssigt, til tider næsten i et tilsyneladende kredsløb.

Middelalderen.
Skønt tuberkulose og spedalskhed og kopper var kendt og frygtet i middelalderen, var dog især byldepesten en uhyggelig fjende - ikke mindst fordi den betød afregning her og nu. Dansk middelalder synes indtil 1300-tallet ikke at have kendt til egentlige pestepidemier. Men med Den store europæiske byldepest - Den sorte Død - der fra 1340rne fra mellemøsten væltede ind over det værgeløse Europa, ændredes billedet. Efter sin første hærgen, der nåede Danmark og København i 1349, vendte bylten atter og atter tilbage, for først at ophøre i 1700-tallets første halvdel.

Byldepesten ramte i hvert fald København ca. 30 gange i perioden 1349-1711 og betød især i sin hærgninger i 1300 - 1400 tallet en omformning af hele den socioøkonomiske situation - ud over alle de individuelle lidelser, den forvoldte.

Som statistikere og demografer har bemærket, er en "rask" epidemi for en større betragtning ikke væsentlig. Den rydder op i befolkningen og borttager den svageste del. Den svarer nærmest til en udvandring, hvor folk efterlader deres værdier. Der bliver mere til de tilbageblevne, og befolkningen regenererer forholdsvis hurtigt. Men med de regelmæssigt tilbagevendende epidemiske bølger, bliver befolkningspyramiden forstyrret i sin grundstruktur, og følgelig blev det senmiddelalderlige samfund et krisesamfund med alt for mange huller i rækkerne. Den hullede og forvredne befolkningspyramide betød enorme sociale og økonomiske ændringer og fik landet, hvis aktive befolkning reduceredes betydeligt, til følge, at ødegårdsproblemet for flee århundrede blev en realitet. Byerne oplevede en stagnation, og udviklingen lod vente på sig i mange generationer.

I København var pesten allerede tilbage i 1367 og 1396 og kom med regelmæssige mellemrum tilbage gennem 1400-tallet i København, men fra andre dele af Europa ved vi, at byernes befolkning halveredes og først i 1500-tallet var oppe på niveau med ca. 1330.

1500 - og 1600-tallet
Også i 1500-talet var det galt. Især i 1550erne og 1580erne rasede pesten med betydelig styrke i København. Den almindelige borger fornemmede tydeligt alvoren i situationen når hoffet, universitetet og den rige del af befolkningen pludselig forlod København, og det skete ikke så få gange i de kommende to århundreder. I 1546-47 døde der så mange, at man var nødt til at anlægge en ny kirkegård uden for Nørreport ( nær nuværende Linnésgade). Alene tanken om, at man fortsat gravsatte pe inde i byen i kirkerne og på kirkegårdene omkring dem, kan nok får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en nutidig betragter. Allerede i 1553 var det galt igen. Kongen var i Jylland, og statholderen på Københavns Slot forlagde residensen tilorgen Hjortholm ved Furesøen.

Overtroen florerede. Mærkelige naturfænomener optog sindene, nogle så himlen stå i lys lue, andre så himlen skilles ad, og ild skinnede flere steder på himlen. Solen blev blodrød og månen skinnede hvidt, medens det regnede. I august blev det unirsitetslærerne for meget, de lukkede universitetet og næsten alle lærere forlod byen. Biskop Palladius blev dog på stedet og oversatte og udgav i efteråret 1553 på dansk en medicinsk professors bog om, hvordan man skulle forholde sig til sygdommen. Palladius ledsagede den medicinske vejledning med en "åndelig recept og preservation tilhobe skrevet af den hellige skrift", hvor man prøvede at trøste og opmuntre folk midt i prøvelsernes tid. I oktober var der i hvert fald ca. 1000 borgere døde.

Peder Palladius skrev i sin lille bog: "at her allerede er døde udi så kort tid flere end 600 mennesker, foruden de som er begravet af deres forældre, som de mener skulle være vel 400, at der skal være 1.000 døde til denne dag. Samme ild siger jeg begynder nu at udsprede sig alle vegne omkring her i landet". Gudløse syndere og folk, der blot tænker, at nogle skal jo dø, får læst og påskrevet af Peder Palladius. Hvordan kan mennesker dog være "glade af det spektakel, de så i går, 4n ligbåre og 16 i den nye kirkegård, foruden de andre, som blev begravet i byen i går, ved 30 personer og flere som var den mandag næst før S. Michels dag. De skal end alligevel selv begynde at blegne om kinderne og fornemme, at det er Guds vredes tegn og tilladelse, at Djævlen så regerer og slår folk ihjel".

I 1563-64, da pesten på ny var over byen, begravedes der alene fra Vor Frue Kirke 1.800 personer. I årene 1576, 1583, 1592, 1600, 1608, 1619, 1624, 1629, 1638 var pesten der på ny.

I 1654 var der atter pestår i København. Regeringen var opmærksom på pestudbrud rundt om i Østersøområdet og havde fra 1650 ved handelsforbud på diverse Østersøbyer søgt at forhindre soten i at nå til København. I marts 1654 ophævedes et hrbud på Danzig, hvor det mentes, at pesten var forbi. Men ak, ikke helt, og i løbet af få uger vandt den indpas i København. I alt 8.000 personer omkom ved den lejlighed, bl.a. oldforskeren og lægen, professor Ole Worm, der udøvede sin lægegerning for de pestramte, indtil han selv blev offer.. Fra Jylland beordrede Frederik 3. stop for markedsdage og forsamlinger og påbød, at husejerne uden for deres dør skulle ryge enebær, tjære eller lignende, samt at alle døde skulle begraves inden 3 dage. Men man så jo, at det ikke hjalp meget. når først epidemien havde fået fast hold i byen. Det blev af adskillige udlagt som en Guds straf, men Herrens veje måtte opleves som aldeles uransagelige, når man kunne se fromme borgere omkomme, medens samtidig drukkenbolte, tiggere og andet skarnsfolk klarede sig igennem. Fornuftsforklaringer kunne man heller ikke give, idet lægevidenskaben først i 1800-tallet blev i stand til - takket være mikroskopien - at påvise bakteriernes eksistens.

Johan Monrad, der var 11 år da pesten hærgede i København, skrev langt senere i sine erindringer, at kirkeklokkerne 1654 ringede til begravelse fra tidlig morgen til sen aften. Der døde i hans skole mange hundrede skolebørn, som han daglig omgikkes. Selv siger han derom. "Jeg gik allesteds og rørte ved de døde midt i den stærkeste pest, og Gud bevarede mig, at jeg havde ingen fare". Han havde formentlig opnået immunitet via en lettere infektion.

Pesten i 1711
Den værste epidemi i Københavns historie nogen sinde stod endnu tilbage. Ikke sjældent fulgte pesten i krigens kølvand og ikke mindst under de store krige i Europa i første del af 1700-tallet.Midt under Den store nordiske Krig meldte den grådige gæst sig endnu en gang. Da der kom meldinger om pestudbrud i Østersøområdet, var København og staten i virkeligheden betydeligt bedre rustet end tidligere. Den enevældige, centralistiske stat med et veludviklet bureaukrati, havde i langt højere grd myndighed og personale til at iværksætte og organisere en karantæneordning. Alle fremmede skulle med sundhedspas fra deres hjemstavn dokumentere, at de kom fra et pestfrit område. Havde de ikke det, eller var der tvivl om passets ægthed, skulle de i karantæne i 40 dage. Til dette formål oprettedes en karantænestation på Saltholm. Det blev forbudt ikke-autoriserede personer - under dødsstraf - at besøge Saltholm. Man kunne således ikke hævde, at regeringen ikke gjorde sin pligt.

På den anden side var sådanne karantæneindgreb ikke blot upopulære, men i virkeligheden også samfundsøkonomisk ødelæggende. Handelslivet sygnede hen og byens forsyningssituation forværredes alvorligt. Og efter to års karantæne hævedes bestemne da endelig i 1710. Men stadig vågede en særlig kommission over sundhedstilstanden, og Københavns Magistrat fik besked på at have ekstra fødemiddellagre parat. Samtidig udsendte universitets medicinske fakultet en vejledning om forebygelse og behandling af pesten. Her var der ikke megen hjælp at hente. Om pestens natur hed det helt opgivende, at den er uundgrundelig, "en subtilitet". Det bedste man kunne gøre var, at svede den ud.

Selv om man ikke var klar over, hvordan smitten bredte sig - nemlig fra rotter via lopper til mennesker - var man alligevel klar over, at kontakt mellem mennesker øgede risikoen. I november 1710 dukkede der i Helsingør en epidemi op. Om det var pest eller ej kunne lægerne ikke enes om, og deres usikkerhed og debat herom i de næste måneder blev fatal. Da det i foråret blev klart, at der var tale om pest, var de drastiske forholdsregler, der straks blev taget af regeringen, uden synderlig virkning. Helsingør spærredes fra søsiden af fem store krigsskibe og fra landsiden med soldater i kæde fra Snekkersten op til Hellebæk. Disse havde ordre til at skyde alle, der søgte at passere. På det tidspunkt var smitten dog allerede i Københav. Men også her gik der for lang tid, inden lægerne kunne stille diagnosen.

Først den 7. juli 1711 nedsattes en "overordentlig" (ekstraordinær) sundhedskommission, bestående af politimesteren, stadslægen, nogle af universitetets medicinske professorer, stadshauptmanden, Københavns biskop samt repræsentanter for bystyret. Kommissionen erklærede hurtigt byen i belejringstilstand, og den 13 mand store kommission begyndte nu sine daglige møder på rådhuset. Først i foråret 1712 ophørte den med sit arbejde. Den stod over for næsten umulige problemer. Den skulle søre for behandlingen af de syge, for indretningen af sygehuse, registrere dødsfaldene, sørge for begravelserne, finde ligbærere, anlægge nye begravelsespladser m.m. De fleste læger forlod byen, og kommissionen måtte i stedet ansætte barberer til at tage sig af de lægelige sager. Desuden skulle der indrettes et meldesystem fra hvert kvarter i byen, hvorfra en håndfuld lokale borgere samlede oplysninger om syge og døde. Disse meddelte da videre til bystyret og to af de "32" mænd, der så igen lod underskrevne lister gå videre til sundhedskommissionen på rådhuset. Desuden ansattes ligbærere og gravere i massevis. I alt 5.000 personer benyttede lejligheden til at komme ud af byen før den 1. august, for den dag indførtes totalt udvandringsforbud.

I juli var en af de største opgaver, at få indrettet et pestlazaret - det blev på Vodroffs grund nær Sct. Jørgens Sø. På få uger blev dette telt overfyldt og en veritabel pesthule, hvor patienter og plejere døde som fluer. Da de frivillige ligbre og gravere snart blev for få, måtte kommissionen ty til udskrivning af soldater og søfolk og senere endog åbne forvaringshuse og fængsler for løsgængere og forbrydere for, at få dette uhyggelige arbejde gjort. Dette nødvendige træk førte nigvis til stigende kriminalitet. Døde blev plyndret og deres ejendele videresolgt, selvom regeringen truede med dødsstraf for sådanne forbrydelser. Kommissionens tal er forfærdelig læsning; endnu i juni døde der i den sidste uge kun ca. 100, men i juli var tallet oppe på flere tusinde. Kulminationen nåedes i august med 9.000 dødsfald og i september med 8.000 ofre. I oktober var tallet dalet til et par tusinde, medens november og decembers ofre, der taltes i hundreder, viser, at epidemien var ved at være forbi. I alt døde ca. 23.000 mennesker, dvs., ar hver tredje københavner blev sotens bytte.

Byen var i sensommeren 1711 et veritabelt ragnarok. Ligene hobede sig op i huse og på gader, og stanken blev uudholdelig. Først i april 1712 var pesten ophørt.

Tiden efter 1711-epidemien
De store sygdomme synes at afløse hinanden. Efter 1711-pesten har denne epidemi ikke vist sig i København. Men en ny - langt fra ukendt - sygdom, kopper, blev nu 1700-tallets svøbe. Vi hører flere gange om kopper i København, bl.a. i 1731, men til de enormt ødelæggende epidemier i København hører kopper dog ikke. Og mod kopper udvikledes netop i 1700-tallet et i flere tilfælde beskyttende middel, nemlig koppeinokulation (indpodning) med materie fra koppebylder. Fra 1755 indførtes koppeinokulation officielt i Danmark, og både den senere kong Christian 7. og kronprins Frederik (6.) blev podet. Siden vandt kokoppen, der gav yderligere sikkerhed, indpas. Dog lå den smittefarlige sygdom altid og lurede, ja, kom mange gange endnu i 1800-tallet, og først i dette århundrede blev den effektivt standset ved egentlig vaccination.

Sidste gang en virkelig alvorlig og hurtigtvirkende epidemi fejede ind over byen var i 1853, da den asiatiske koleraepidemi hærgede. Lægevidenskaben var i 1800-tallet i en rivende vækst. Takket være et gennembrud i mikroskoperingen blev bakteriologi snart en videnskab, og i løbet af århundredet trængtes den ene efter den anden af de store epidemier tilbage. Selv om dette store gennembrud endnu ikke var indtruffet ved århundredets midte, var koleraen - skønt alvorlig nok - alligevel, når vi ser på antallet af døde (ca. 5000), meget mindre katastrofal, end f.eks. pesten i 1711. Her døde ca. 30 % af befolkningen, medens det tilsvarende tal i 1853 var 3,65 %.

Når koleraen alligevel er blevet så berømt eller snarere berygtet, var det fordi myndighederne, hvis de havde lyttet til lægerne, især den nye generation af hygiejnikere, måske kunne have elimineret, eller i hvert fald begrænset, dens virkningereget.

Således havde hygiejnikeren, læge Emil Hornemann, allerede i 1840-erne i skrift og tale gjort opmærksom på, at byens dårlige hygiejniske tilstand (med latrinkuler, dårlig vandforsyning og fattigmands elendige boligvilkår samt endelig, de lavere kassers gennemgående alt for dårlige ernæring), gjorde byen til en glimrende grobund for epidemier, ikke mindst for koleraen, der længe havde luret ved Østersøens bredder.

1831 havde den vist sig i Berlin, Hamburg og endog i det sydlige Holsten. Regeringen indførte straks karantæneforanstaltninger og oprettede en sundhedskommission, der indrettede kolerahospitaler og udarbejdede en vejledning derom til befolkningen. Men koleraen kom ikke, og i 1840 ophævedes det hele beredskab.

I 1845 var der af ingeniør F. G. Kabell blevet udsendt et skrift, der med baggrund i de lægelige krav om bedre hygiejne, foreslog en kloakering af hele København med stikledninger til hver enkelt af byens ejendomme til spildevand og toiletafløb. 1850 lod borgerrepræsentationen udarbejde et samlet projekt til nedlægning af vandledninger, gasledninger og kloakledninger i København. Kloakvandet skulle ledes ud i Øresund. De særdeles store omkostninger fik imidlertid såvel Magistraten som indenrigsminister A. S. Ørsted til at afvise det. For så vidt en kortsigtet beslutning, idet koleraen igen havde vist sig i 1848 i Sankt Petersborg, i Helsingfors, på Ålandsøerne samt i Reval og Riga. Det gamle beredskabsværn sattes på ny i alarm, men ophævedes dog igen i 1852, på trods af Emil Hornemanns advarsler og spådomme om, at vi snart ville få koleraen til København.

Den 11. juni 1853 blev en tømrerlærling på Holmen indlagt på Søetatens Hospital med en koleralignende sygdom, og samme dag blev en ældre arbejdsmand indlagt med lignende symptomer. Lærlingen overlevede, medens arbejdsmanden døde. Flere dødsfalddtraf imidlertid ikke i den første uge, men i næste uge døde otte. Den 24. juni erklæredes byen officielt for koleraramt, og i juli greb sygdommen for alvor om sig. Den 14. juli døde 73 mennesker og dagen efter 142. Den 16. juli 212 og den 27. juli anmeldtes 340 nye tilfælde. I august kulminerede sygdommen med flere tusinde tilfælde. Derpå faldt antallet af angrebene langsomt, og i midten af oktober konstateredes det sidste tilfælde. I alt blev ca. 7.200 personer angrebet, og 4.700 døde.

Sygdommen ramte i princippet alle. Også de fornemmere kvarterer havde deres ofre, men når det samlede resultat gøres op, er der dog ingen tvivl om, at langt de fleste koleraramte kom fra de fattigste kvarterer i byen. Først og fremmest fra Sankt Annæ Vester kvarter (Adelgade- og Borgergade-kvarteret), og Christianshavn. Statistisk set kunne allerede samtidens skribenter konstatere, at især folk fra bag- og sidehuse, og frem for alt folk, der boede i kældre, i kviste og på lofter blev ofre for smitten. Særlig slemt så det ud inden for Fattigvæsenets stiftelser og på de specielt indrettede kolerahospitaler. Var man her i forvejen, eller man blev indlagt her, ja, så var chancen for at overleve yderst beskeden. De usle vilkår, man b�d de fattige, syge, handicappede og hjælpeløse gamle, der i forvejen var stuvet af vejen i Almindeligt Hospital i Amaliegade, kom helt klart frem, da koleraen var i anmarch. I stedet for at forebygge ved evakuering, leje af flere lokaler etc., bestilte fattigvæsensdirektøren 200 ligkister ud fra den betragtning, at sygdommen nok ville tage et drøjt tag i lemmerne. Det efterhånden overfyldte hospital, hvor folk døde som fluer, stod i den situation, som Berlingske Tidende ironisk skrev, " at direktionen snart ikke mere ville behøve at rømme hospitalet, thi det ville ske af sig selv" - dvs. at alle ville omkomme.

Et enestående initiativ var da for længst taget fra privat side, bl.a. under indtryk af kommunalbestyrelsens åbenlyse passivitet. Den 9. juni stiftedes "Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse". Foreningen udsendte til alle husstande i byen et brev, der oplyste, at en kreds af læger havde sat sig for at forebygge sygdommens udbredelse ved at foretage daglige husbesøg rundt om i hele byen for at vejlede om sygdommen og dens bekæmpelse, skaffe trængende al mulig hjælp og ordentlig mad og evt. i særlig grelle tilfælde evakuere beboerne og skaffe dem anden bolig.

Foreningen indsamlede selv midler blandt de mere velhavende, men vigtigst af alt var, at næsten alle københavnske læger sluttede op om initiativet, der naturligt nok lededes af Hornemann. Dagen efter begyndte de 112 visiterende læger deres gerning. Denne visitation bragte som resultat 2.500 forløbertilfælde og 350 egentlige koleratilfælde for dagen. De værst ramte huse blev evakueret og beboerne ført til de midlertidigt indrettede nødboliger i Livgardens Kaserne samt i teltlejre på Christanshavns eksercerplads og glaciset tæt ved Sankt Jørgens Sø. Omkring 1.500 mennesker fra de dårligste kvarterer i Adelgade, Nyboder og Christianshavn rykkede ud af deres usle boliger, og langt de fleste undgik derved den uhyggelige sygdom.

De vilkår, fattige og lavtlønnede arbejdere levede under, var virkelig forfærdelige. En københavnsk præst, pastor Visby, fortæller i 1845 om et besøg i et udlejningshus for fattige familier: "Deres Bolig er som oftest over al beskrivelse slet. Den består i Reglen af et eneste lidet, lavt og smudsigt Værelse, stundom med adgang til et fælles Køkken. Opgangen er i Reglen ad en stejl og brøstfældig Trappe, ofte kun en Stige. Jeg har været på steder, hvor denne Stige endte sig med en Lem, dr måtte løftes op med hovedet, og hvor man da befandt sig lige under Rygningen af Taget i et tresidet Rum under Hanebjælkerne. Kakkelovnen mangler ikke sjældent ganske. Selv i et Hus på Christianshavn, der tilhører en offentlig Kasse, Overformynderiet, udlejes værelser uden Kakkelovne. Ruderne ere tidt itu og tilklistrede med Papir eller tilstoppede med Pjalter. Den største Urenlighed hersker næsten overalt. Der bliver aldrig vasket hverken Gulv eller Trapper, og da Vinduerne lige så lidt nogensinde oplukkes, for ikke at den Smule Varme, som er fremkaldt ved det menneskelige Legemes Uddunstninger, skal tabes, hersker der i Reglen en kvælende, højst usund Atmosphære. For sådanne Lejligheder betales fra 8 til 14 Rdl. halvårligen, og der gives Huse, hvor de findes til et antal af over 50 De Fattiges Føde er i Almindelighed tør mad, og da denne vanskeligen vil glide, hjælper de derpå med Kaffe og Brændevin. Varm Middagsmad er sædvanligvis ukendt, undtagen når den tilsendesem af godgørende Mennesker."

Udover teltlejrene opførtes med kommunal støtte fra august til oktober, mellem Farimagsgade og Søerne, en del træbarakker, der i alt rummede plads til 180 familier. Men der opstod problemer med, at få militæret til at acceptere byggeri på fæstnisglaciset, og husene var heller ikke egnede til helårsbeboelse. De nedrives i 1857.

Allerede under epidemiens hærgen havde Lægeforeningen imidlertid luftet en større plan om at lade opføre en permanent arbjderby med gode og sunde boliger uden for voldene. Sundhedskommissionen havde varmt støtten tanken og regnede sikkert med, at kommunalbestyrelsen - midt i sygdommens hærgen - ville tage initiativ dertil. Men da et flertal i bystyrelsen mente, at noget sådant tilhørte det private initiativs sfære, blev det alene til, at bystyrelsen stillede et grundareal på Øster Fælled til rådighed for foreningen. Lægeforeningen indsamlede nu selv pengene til byggeriet, hvis arkitekt blev ingen ringere end professor G. Bindesbøll. Det blev til den berømte længehusbebyggelse "Lægeforeningens Boliger", (også kaldet Brumleby). I løbet af 1854 blev de første huse færdige og 1857 var de otte blokke parat, og her kunne nu huses 250 familier, bl.a. en del af dem, der blev hjemløse, da barakbyen ved Søerne faldt i 1857. I 1867 udvidedes Brumleby med endnu otte blokke - denne gang tegnet af arkitekt Vilh. Klein - således at atter andre 250 fattige familier kunne rykke ind.

Lægeforeningens Boliger kunne og burde være blevet det store forbillede for den nu startende bymæssige ekspansion på Brokvarterene efter 1860. Men da befolkningsvæksten for alvor satte ind, og byens endnu åbne områder på mindre end en generationebyggedes, blev det med de store grå og triste 6-etagers boligkomplekser, der på mange måder fortsatte de værste traditioner fra Det gamle København før koleraen 1853.

Før den store koleraepidemi i 1853 havde der i 1800-tallets første halvdel været mindre epidemier, nemlig kopper 1825-27, skarlagensfeber 1827-28 og på ny koppeudbrud 1830 og 1832-35, men også i århundredets anden halvdel kom der indimellem udbrud af smitsomme sygdomme, således et par mindre angreb af kolera 1854 og 1857, og af kopper 1859, 1863-65 og 1871-72. Endvidere hærgede tyfus 1883 og meningitis 1886, og lad os ikke glemme, at endnu i 1900-tallet kom den ondartede influenza (Den spanske Syge), der med følgesygdomme hærgede 1918-20 og krævede ca. 4.000 ofre.

Den forbedrede hygiejne og forebyggelse gjorde i 1930erne og 1940erne de store gamle, epidemiske sygdomme til sjældenheder - i hvert fald var de alle, statistisk set, på vej til at forsvinde. Men selv den stærkt bedrede folkesundhed og hygiejne kunne ikke forhindre, at virusforårsagede sygdomme lejlighedsvis brød ud. Så sent som 1952-53 udbrød den store polio- eller børnelammelsesepidemi. Det drejede sig om en ondartet virus, der slog sig på åndedrætsorganerne og i mange tilfælde medføe døden eller varige lammelser. Først fra midten af 1950erne kunne lægerne med held vaccinere mod sygdommen, der herefter ikke har vist sig.

?TIL TOPPEN

Siden er sidst opdateret lørdag den 28. april 2007, 16:09:49
--------------------------------------------------------------------------------