Ved konfirmationer af drenge i Holmens kirke vil man nogle gange kunne se en række nr. og
bogstaver: f.eks. 2 Div 3 Comp no 74.
Disse nr. henviser til, at den pågældende - i dette eksempel - er indskrevet som dreng i
Divisionsbogen i 2. division, 3. kompagni under nr. 74.
Ud fra disse oplysninger kan man på Rigsarkivet i publikumsmagasinet finde drengen i
Divisionsbogen for 2. divison, under 3. kompagni og hans nr, hvor der vil stå flere oplysninger om
den pågældende; og man vil via hans nr. i Divisionsbogen kunne følge drengen bagud i de
forudgående divisionsbøger til indskrivningen som rugdreng og fremad i de efterfølgende
divisionsbøger til, at han udtræder af tjenesten. Endvidere vil det fremgå, hvem der er drengens
fader, og hvor og hvornår faderenr indskrevet i divisionsbøgerne eller i håndværkerstokken. Som
regel vil det også fremgå om han eller familien har fået bolig i Nyboder.
Om at være rugdreng i den faste stok og marinen[
Det antages, at ordningen med at indskrive drenge i håndværkerstokken med efterfølgende
uddannelse og tjeneste i den faste stok eller i marinen er sket siden 1730; formentlig også
tidligere.
Som betingelse for et barns antagelse i den faste stok krævedes det, at drengen var 8 år gammelt,
at han havde sin sundhed og førlighed samt, at faderen tjente i den kongelige søtjeneste som
matros eller i håndværkerstokken. Drengen og forældrene kunne ikke stille krav om en speciel
stilling; de måtte være tilfreds med, hvad man tilbød drengen, og tilbudet rettede sig efter de
pladser, som tilfældigvis var ledige på det tidspunkt, han indtrådte i tjenesten.
Forældrene skulle godkende drengens optagelse, hvilket de ofte gjorde, men ofte på grund af nød,
fordi de havde brug for de fordele, som det indebar at lade deres dreng indskrive. Drengen kom ved
indskrivningen i fast nummer og blev en af de 10 »rugdrenge«, der var ved hvert kompagni.
Indskrivningen forøgede hjemmets indtægt med en portion rug foruden den gratis beklædning og
skolegang, som drengen selv nød godt af.
Når skolegangen begyndte i Divisionsskolen i Nyboder, fik drengen en uniform, der bestod af en
høj sort hat, blå trøje med metalknapper, hvide bukser, lærredsskjorte, lange hvide uldtrøjer
og et par sko.
Forældrene fik hver måned udleveret 2½ skæppe rug (ca. 43 l). Familien kunne sælge rugen til
Nyboders bager, og på denne måde få tilskud til en skrantende økonomi.
Efter de 2 år som rugdreng skulle drengen være »kostdreng« i yderligere 2 år. Rugportionen
blev nu udskiftet med en månedlig ydelse på 3 mark og dertil en kostration.
Derefter blev drengen en såkaldt »kompagnidreng«. Lønnen blev hævet til 7 mark + kostration.
Denne kostration svarede til en voksen matrosration, som svarede til: 2½ skæppe rug, 8 pund
saltet kød, 5 pund saltet flæsk, 4 pund smør, 2½ otting (5 l) byggryn.
Drengen var bundet til tjenesten og måtte under skoletiden gøre gavn i divisionsskolen (efter
1800) ved at pille værk for marinen. Som »kompagnidreng« var han tre dage i skole; da andre tre
dage måtte han mod en beskeden løn møde til arbejde pålmen.
Fra han var 11-12 år gammel kunne han blive sendt til tjeneste og/eller uddannelse på Kongens
kadetskib.
Efter sin konfirmation blev han hvis han ikke mellemtiden var udtaget som kadet enten
håndværkerlærling på værftet eller matroslærling på et orlogsskib, hvor han skulle forblive
i tjeneste i 12-16 år for matrosen - og på livstid for hånden.
Denne forskel i tjenestetidens længde for matrosen og håndværkeren motiveredes i Frederik Vs
»Søkrigsartikelsbrev« med:
»Vi have ladet Haandverkeren fra Barnsbeen oplære og underholdt ham i Læren og saaledes bragt
ham frem, at han i Vores Tjeneste haver Leve-Brød sin Livs-Tid.«
Dette kunne dog med selv samme ret også siges om de rugdrenge, som blev udtaget til
matrostjeneste. Den virkelige grund til uligheden var nok snarere den, at matroskorpsene havde mere
brug for friske kræfter og ungt blod end håndværkerstokken.
1801 skete der en forandring af disse ulige forhold; tvangstjenestens varighed blev omtrent ens for
de to afdelinger af Holmens mandskab; de skulle begge tjene 15 eller 16 år; men i 1816 strammedes
reglerne på ny, idet alle og enhver, som havde modtaget »Drenge-Gehalt«, skulle gøre tjeneste
som karle i 20 år. Disse 20 år blev i Stokkens sidste levetid (1847) reduceret med otte år; men
de 12 år var trykkende nok.
Da tvangstjenesten i reglen først kunne tiltrædes i mandens 20. år, sluttede den i hans 32. år;
hvor han ville få svært ved at prøve på at skaffe sig et andet eksistensgrundlag, da han kun
besad få kundskaber, da man ved hans uddannelse fra barmmen af, mest havde lagt vægt på de
praktiske færdigheder og ved indøvelsen af disse kun havde haft Holmens specielle forhold for
øje. Havde han desuden stiftet familie i tjenestetiden, måtte han anse det for meget tvivlsomt,
om han på rimelig vis ville kunne forsørge kone og børn, medens han arbejdede på at finde og
befæste sin nyvalgte, endnu usikre livsstilling. Resultatet af disse overvejelser blev som oftest
da også, at han på ny tog tjeneste i marinen eller i den faste stok.
Der kunne gives tilladelse til, at den pågældende kunne udtræde af tjenesten før den fastsatte
tid, men afskeden blev da ikke meddelt ham »i nåde«. Bl.a. måtte han opgive ethvert håb om
nogen sinde at nyde pension, og staten havde ret til at kre erstatning for alt, hvad han som dreng
havde oppebåret i kost og penge. Denne ret blev dog sjældent udnyttet og skulle mere tjene som
trussel om ikke at forlade tjenesten i utide.
Kilder:
Lind, Hans Daniel
Nyboder og dets Beboere - især i ældre Tid
Kbh., Cohen, 1882
Findes på internet.
Alstrup, Orla og Charles Christensen
Nyboderfolket. Tekst og tegninger
Reitzels Forlag. 1930.
Indholder bl.a. en tegning af en rugdreng i Søetaten efter et maleri af C. Schleisner 1844. Selve
maleriet findes på Københavns Bymuseum.